fredag den 27. juli 2012


Indtil videre har indholdet af denne blog bestået af  mine personlige tanker om alverdens nyttige og dybt ligegyldige emner, hvilket jeg i høj grad nyder at konvertere til ord. Dog håber jeg at det ganske snart tager en mere relevant drejning i forhold til den semi-journalistiske ambition jeg er indehaver af. Trods usikkerhed omkring dens  erhvervsmæssige varighed i min tilværelse, planlægger jeg at koncentrere mig om mode og den herligt forskruede verden det er. Jeg arbejder som model for bureauet Étoile Models hvor jeg tilmed scouter nye ansigter og i det hele taget forsøger, at være så behjælpelig som muligt. Derudover scouter jeg også for 2pm Modelmanagement og føler, at det indblik jeg i løbet af kort tid har fået i mode verdenen og dens tilhængere er så interessant og nuanceret at der må berettes derom. Étoile Models(2010) er et bureau, der har indgået et samarbejde med PS Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og som fokuserer på den generelle sundhed og mangel derpå hos unge mennesker, særligt de, der befinder sig i en tilværelse hvor spiseforstyrrelser ofte virker som den nemme vej eller endda påkrævet. 2pm er et af de førende bureauer i Danmark med mange kendte navne og ansigter i deres kartotek og har som følge af dette en anderledes indgangsvinkel i henhold til branchen og dens virkemåder. Dog er mange af de indblandede ofte de samme. Jeg har derfor dannet mig et meget farvet billede af denne eksklusive verden, som viser sig ikke at være så eksklusiv igen, hvilket kun inspirerer mig til at dele ud af de mange tanker, jeg har herom. Jeg håber derfor snart at kunne byde på noget hamrende interessant skribleri med masser af integritet.


søndag den 24. juni 2012

Det er uhyggeligt typisk mig at have en episk forestilling om en fantastiske blog og derefter skrive et enkelt indlæg og glemme at følge op på det.
Jeg kan desværre ikke prale af at det har noget med travlhed at gøre - hvis bare.
Det er højst sandsynlig fordi jeg i grunden ikke bryder mig om idéen om at have en blog, som også er tilkendegivet i mit første indlæg. Jeg aner jo ikke hvad jeg laver og hvis jeg gjorde ville jeg stadig påstå, at jeg ikke gjorde. Det er en utrolig smart måde at fralægge sig ansvar for sine handlinger.
Ligesom religion.
Jeg sidder med tanker om alverdens interessante og vigtige emner jeg kunne og burde hive fat i når nu jeg befinder mig i verden hvor min mening kan tilkendegives overalt. Emner som f.eks. religion, politik, eksistensens ulidelige lethed, sex og kærlighed, korruption etc.
Derfor piner det mig også helt ind i de inderste kamre af min sjæl at det eneste jeg kan forestille mig at formulere varierede og dybdegående meninger og sætninger om er Star Wars og katte.
Det er lidt det samme princip som når jeg sidder med Ernest Hemmingways "The Old Man And The Sea" i hænderne og ender med at læse den samme sætning syv gange før jeg opgiver og giver mig i kast med at se Family Guy i stedet(og griner højlydt af referencer til bøger og film jeg har været for doven til at læse og se).
Det er utroligt hvor langt vi vil gå for at undgå, at gøre noget. Mest af alt er det utroligt hvad vi er villige til at fortælle os selv for at undgå det. Det er ganske vist det simple og velkendte fænomen "at overspringshandle" som enhver nuværende eller tidligere gymnasieelev har ligget i ske med nat efter nat, men når man oplever det nok gange kan jeg ikke undgå, at undre mig over det i højere grad.
Jeg overvejer hvor enorm dovenskabens kraft er. Det må vel nødvendigvis være dovenskab, der er roden til de fleste overpsringshandlinger.
Dovenskab må være en af de største magter i den vestlige verden efter penge og udseende.
Selvfølgelig som resultat af at vi kan tillade os at være dovne og forestille os at det er en menneskeret at sige "mnarh, jeg gider ikke lige." Den vestlige verden er i det hele taget ligeså forfærdelig som den er fantastisk, hvilket har affødt et intenst had/kærlighed forhold mellem den og jeg.
Jeg hader, at vi forbeholder os retten til at betvivle alt og alle hvis det kan risikere, at tage tid eller penge. Samtidig elsker jeg at vi er priviligerede nok til at kunne stille spørgsmål og være nysgerrige uden at tabe noget på det. Det er trods alt sådan man bliver klogere.
Jeg hader, at seksualitet handler mere om image end om seksuel orientering, men jeg elsker, at vi lever i et land hvor to mænd eller to kvinder kan kysse så heftigt de vil på landsdækkende fjernsyn uden at være bange for følgerne.
Jeg hader, at betale både 38 og/eller 42 kr. for en pakke cigaretter, men jeg elsker, at leve i et land hvor jeg kan ryge på gaden(i hvertfald nogle år endnu) og føle, at jeg har ret til det.
Alle disse problematikker stikker selvfølgelige dybere end som så og har flere indfaldsvinkler end to hver, men i bund og grund har de os som kan gøre praktisk talt hvd vi vil når vi vil ikke særlig meget at klage over og det gælder også når det kommer til dovenskab.
I grunden er jeg så ulideligt heldig og priviligeret i og med at jeg har haft mulighed for at brokke mig over en opgave, der skulle skrives, et tog, der kom for sent, en vare, der ikke blev købt ind osv. osv.
Sætter jeg det i perspektiv til at jeg overhovedet har gået i skole, har tilgængelig offentlig transport stortset døgnet rundt og har adgang til mad og drikke kommer jeg i den grad frem til et helt andet syn på den vestlige verden jeg lever i, hvor det egentlig ikke er så galt endda.


søndag den 10. juni 2012

Overvejelser og alment brok


Jeg har altid synes blogs var super overflødige. Nu siger jeg ”altid” trods fænomenets relativt unge alder, hvilket måske illustrerer min generations virkelighed og uhyre tætte forhold til internettet og eksponering. Nu siger jeg ”siger” som om jeg sidder og taler når jeg i grunden skriver, hvilket måske understreger ovenstående. Vi har i dag næsten ubegrænsede muligheder for internet eksponering af vores privat person eller eventuelle artist profil: Facebook som  efter sigende skulle være en integreret del af 800 millioner menneskers dagligdag(mig selv inkluderet), Twitter som jeg ikke forstår, Myspace som efterhånden forekommer de fleste jævnt umoderne og så Tumbl, hvor millioner af eftertænksomme teenage piger kan udleve deres drøm om at dele de hysterisk morsomme og nuttede billeder af katte som de bruger størstedelen af deres fri- og skoletid på at finde med resten af verden. Med alle disse frit tilgængelige asociale medier at tage brug af finder jeg det finurligt at behovet for at dele sig selv, sine interesser, sin smag i musik, tøj, film og mennesker ikke er stillet og at man som aktiv internet bruger endog stadig føler, at omverdenen ikke har fået nok af de endeløst interessante indskud man har om tingenes tilstand. 
Det er som om der simpelthen ikke kan findes ro før samtlige læsere af ens blog ved hvordan ens nyligt indtagne brunch så ud. 

Forleden forestillede jeg mig et scenarie med to veninder, der sammen nyder et måltid på et fashionabelt tidspunkt af dagen selvfølgelig, hvor den ene pludselig afbryder den anden i behagelig samtale for med sin iPhone at tage et billede af måltidet og veninden overfor dem og rejser sig for at gå ud og også få et billede af stedet udefra med navn selvfølgelig. Jeg forestillede mig så den overfor siddende veninde spørge, ”hvad gjorde du det for?” hvortil den anden svarede, ”nå, det er bare til min blog.” Grunden til at dette fiktive scenarie poppede op i tankerne på mig var spørgsmålet som jeg efterfølgende stillede mig selv omkring det: Hvordan ville man reagere? Ville man synes det var besynderligt at personen ikke kunne holde til at befinde sig i nuet af hensyn til sine uden tvivl ængsteligt afventende læsere, som havde ligget søvnløse over ikke at have et tydeligt polaroid udseende billede af deres ynglings bloggers sidste måltid? Eller ville man ganske enkelt svare, ”nårh, okay” som var billederne til en kommende anmeldelse af restauranten som veninden var i gang med?

Jeg er på ingen måde imod bloggeri eller bloggere, men fascineres ved fænomenet og dets magt. På en måde gør det, afhængigt af bloggens indhold, alle og enhver til en art journalister. Man kan gå på nette og læse alle tænkelige aviser eller man kan søge efter en blogger, der skriver om lige det, man synes er mest interessant og ikke skulle døje med formelt sprog og manglen på morsomme, måske endda private billeder. Det er også lige før den professionelle journalistiks niveau daler i takt med den almene blogs stigende kvalitet. Jeg tror personligt jeg vil vælge en privat persons indskud om aktuelle verdenssituationer, såfremt de er interessante, frem for at høre endnu en lærd journalist stillet spørgsmålet, ”hvordan har du det lige nu?” 
Måske jævner det sig ud i fremtiden.

Grunden til at jeg selv har valgt at tage del i denne trend er, at jeg har en mistanke om selv at ville være journalist, men finder tanken om at stille mine ord til skue hvor folk kan læse og bedømme dem skræmmende. Jeg har konkluderet, at det ikke er det bedste grundlag. I den forbindelse vil jeg altså hylde bloggeri da det giver f.eks. mig mulighed for at ytre mig et sted, hvor det jeg skriver kan blive til offentligt eje frem for blot  en tanke i mit hoved eller et Word dokument på min computer. Jeg hævder altså ikke at vide noget af vital betydning, som jeg simpelthen bare må dele med den virtuelle omverden, men bruger dette medie på hvad jeg selv vil synes er et konstruktivt talerør for mig og mine evner til at ytre mig offentligt.

Så jeg lagde snedigt ud med at tage afstand fra bloggeri således at jeg fremstår som en person hvorpå al negativ respons preller fuldstændig af. Og her ved enden kan jeg heller ikke undgå, at tænke på hvorfor i al verden nogen skulle gide ofre deres tid på at læse dette, men det er vel konsekvensen ved at dele det, man skriver. Både som top journalist og blogger.