Jeg har altid synes blogs var super overflødige. Nu siger jeg ”altid” trods fænomenets relativt unge alder, hvilket måske illustrerer min generations virkelighed og uhyre tætte forhold til internettet og eksponering. Nu siger jeg ”siger” som om jeg sidder og taler når jeg i grunden skriver, hvilket måske understreger ovenstående. Vi har i dag næsten ubegrænsede muligheder for internet eksponering af vores privat person eller eventuelle artist profil: Facebook som efter sigende skulle være en integreret del af 800 millioner menneskers dagligdag(mig selv inkluderet), Twitter som jeg ikke forstår, Myspace som efterhånden forekommer de fleste jævnt umoderne og så Tumbl, hvor millioner af eftertænksomme teenage piger kan udleve deres drøm om at dele de hysterisk morsomme og nuttede billeder af katte som de bruger størstedelen af deres fri- og skoletid på at finde med resten af verden. Med alle disse frit tilgængelige asociale medier at tage brug af finder jeg det finurligt at behovet for at dele sig selv, sine interesser, sin smag i musik, tøj, film og mennesker ikke er stillet og at man som aktiv internet bruger endog stadig føler, at omverdenen ikke har fået nok af de endeløst interessante indskud man har om tingenes tilstand.
Det er som om der simpelthen ikke kan findes ro før samtlige læsere af ens blog ved hvordan ens nyligt indtagne brunch så ud.
Forleden forestillede jeg mig et scenarie med to veninder, der sammen nyder et måltid på et fashionabelt tidspunkt af dagen selvfølgelig, hvor den ene pludselig afbryder den anden i behagelig samtale for med sin iPhone at tage et billede af måltidet og veninden overfor dem og rejser sig for at gå ud og også få et billede af stedet udefra med navn selvfølgelig. Jeg forestillede mig så den overfor siddende veninde spørge, ”hvad gjorde du det for?” hvortil den anden svarede, ”nå, det er bare til min blog.” Grunden til at dette fiktive scenarie poppede op i tankerne på mig var spørgsmålet som jeg efterfølgende stillede mig selv omkring det: Hvordan ville man reagere? Ville man synes det var besynderligt at personen ikke kunne holde til at befinde sig i nuet af hensyn til sine uden tvivl ængsteligt afventende læsere, som havde ligget søvnløse over ikke at have et tydeligt polaroid udseende billede af deres ynglings bloggers sidste måltid? Eller ville man ganske enkelt svare, ”nårh, okay” som var billederne til en kommende anmeldelse af restauranten som veninden var i gang med?
Jeg er på ingen måde imod bloggeri eller bloggere, men fascineres ved fænomenet og dets magt. På en måde gør det, afhængigt af bloggens indhold, alle og enhver til en art journalister. Man kan gå på nette og læse alle tænkelige aviser eller man kan søge efter en blogger, der skriver om lige det, man synes er mest interessant og ikke skulle døje med formelt sprog og manglen på morsomme, måske endda private billeder. Det er også lige før den professionelle journalistiks niveau daler i takt med den almene blogs stigende kvalitet. Jeg tror personligt jeg vil vælge en privat persons indskud om aktuelle verdenssituationer, såfremt de er interessante, frem for at høre endnu en lærd journalist stillet spørgsmålet, ”hvordan har du det lige nu?”
Måske jævner det sig ud i fremtiden.
Grunden til at jeg selv har valgt at tage del i denne trend er, at jeg har en mistanke om selv at ville være journalist, men finder tanken om at stille mine ord til skue hvor folk kan læse og bedømme dem skræmmende. Jeg har konkluderet, at det ikke er det bedste grundlag. I den forbindelse vil jeg altså hylde bloggeri da det giver f.eks. mig mulighed for at ytre mig et sted, hvor det jeg skriver kan blive til offentligt eje frem for blot en tanke i mit hoved eller et Word dokument på min computer. Jeg hævder altså ikke at vide noget af vital betydning, som jeg simpelthen bare må dele med den virtuelle omverden, men bruger dette medie på hvad jeg selv vil synes er et konstruktivt talerør for mig og mine evner til at ytre mig offentligt.
Så jeg lagde snedigt ud med at tage afstand fra bloggeri således at jeg fremstår som en person hvorpå al negativ respons preller fuldstændig af. Og her ved enden kan jeg heller ikke undgå, at tænke på hvorfor i al verden nogen skulle gide ofre deres tid på at læse dette, men det er vel konsekvensen ved at dele det, man skriver. Både som top journalist og blogger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar