Det er uhyggeligt typisk mig at have en episk forestilling om en fantastiske blog og derefter skrive et enkelt indlæg og glemme at følge op på det.

Jeg kan desværre ikke prale af at det har noget med travlhed at gøre - hvis bare.

Det er højst sandsynlig fordi jeg i grunden ikke bryder mig om idéen om at have en blog, som også er tilkendegivet i mit første indlæg. Jeg aner jo ikke hvad jeg laver og hvis jeg gjorde ville jeg stadig påstå, at jeg ikke gjorde. Det er en utrolig smart måde at fralægge sig ansvar for sine handlinger.

Ligesom religion.

Jeg sidder med tanker om alverdens interessante og vigtige emner jeg kunne og burde hive fat i når nu jeg befinder mig i verden hvor min mening kan tilkendegives overalt. Emner som f.eks. religion, politik, eksistensens ulidelige lethed, sex og kærlighed, korruption etc.

Derfor piner det mig også helt ind i de inderste kamre af min sjæl at det eneste jeg kan forestille mig at formulere varierede og dybdegående meninger og sætninger om er Star Wars og katte.

Det er lidt det samme princip som når jeg sidder med Ernest Hemmingways "The Old Man And The Sea" i hænderne og ender med at læse den samme sætning syv gange før jeg opgiver og giver mig i kast med at se Family Guy i stedet(og griner højlydt af referencer til bøger og film jeg har været for doven til at læse og se).

Det er utroligt hvor langt vi vil gå for at undgå, at gøre noget. Mest af alt er det utroligt hvad vi er villige til at fortælle os selv for at undgå det. Det er ganske vist det simple og velkendte fænomen "at overspringshandle" som enhver nuværende eller tidligere gymnasieelev har ligget i ske med nat efter nat, men når man oplever det nok gange kan jeg ikke undgå, at undre mig over det i højere grad.

Jeg overvejer hvor enorm dovenskabens kraft er. Det må vel nødvendigvis være dovenskab, der er roden til de fleste overpsringshandlinger.

Dovenskab må være en af de største magter i den vestlige verden efter penge og udseende.

Selvfølgelig som resultat af at vi kan tillade os at være dovne og forestille os at det er en menneskeret at sige "mnarh, jeg gider ikke lige." Den vestlige verden er i det hele taget ligeså forfærdelig som den er fantastisk, hvilket har affødt et intenst had/kærlighed forhold mellem den og jeg.

Jeg hader, at vi forbeholder os retten til at betvivle alt og alle hvis det kan risikere, at tage tid eller penge. Samtidig elsker jeg at vi er priviligerede nok til at kunne stille spørgsmål og være nysgerrige uden at tabe noget på det. Det er trods alt sådan man bliver klogere.

Jeg hader, at seksualitet handler mere om image end om seksuel orientering, men jeg elsker, at vi lever i et land hvor to mænd eller to kvinder kan kysse så heftigt de vil på landsdækkende fjernsyn uden at være bange for følgerne.

Jeg hader, at betale både 38 og/eller 42 kr. for en pakke cigaretter, men jeg elsker, at leve i et land hvor jeg kan ryge på gaden(i hvertfald nogle år endnu) og føle, at jeg har ret til det.

Alle disse problematikker stikker selvfølgelige dybere end som så og har flere indfaldsvinkler end to hver, men i bund og grund har de os som kan gøre praktisk talt hvd vi vil når vi vil ikke særlig meget at klage over og det gælder også når det kommer til dovenskab.

I grunden er jeg så ulideligt heldig og priviligeret i og med at jeg har haft mulighed for at brokke mig over en opgave, der skulle skrives, et tog, der kom for sent, en vare, der ikke blev købt ind osv. osv.

Sætter jeg det i perspektiv til at jeg overhovedet har gået i skole, har tilgængelig offentlig transport stortset døgnet rundt og har adgang til mad og drikke kommer jeg i den grad frem til et helt andet syn på den vestlige verden jeg lever i, hvor det egentlig ikke er så galt endda.